Te spiller en central rolle i tyrkisk kultur og er en enormt populær drik i hele Tyrkiet og blandt tyrkere i resten af verden. Mange tænker straks på tyrkisk kaffe, når talen falder på tyrkiske traditioner, men faktisk er te den mest drukne varme drik i landet.
En tradition med ikke så lange rødder
Teen kom til Tyrkiet med købmænd ad Silkevejen, hvor den blev brugt som byttevare mod kinesiske produkter. I begyndelsen blev te brugt som medicin i Tyrkiet, men efterhånden fandt den vej ind i hverdagen og blev en populær drik ved sociale sammenkomster – ikke kun noget, man drak for helbredets skyld.
I slutningen af 1800-tallet importerede russerne teplanter fra Kina, og i Batumi i Georgien lykkedes det at dyrke te med succes. Med det resultat i hånden så russerne mod Tyrkiet for at udvide høsten. I Tyrkiet begyndte man i 1888 at dyrke teplanter importeret fra Kina og Japan, men jorden viste sig at være uegnet til netop de planter. Først i begyndelsen af 1900-tallet lykkedes det at dyrke te i Tyrkiet, nemlig i Rize-provinsen.
Rize-provinsen blev Tyrkiets vigtigste teområde, og omkring midten af 1900-tallet var te blevet en af landets vigtigste landbrugsprodukter. Hvor meget teen betyder, kan man se på en række byer omkring Sortehavet, som har skiftet navn og fået ordet çay (te) ind i navnet. Det gælder for eksempel byerne Kandahar og Mapavri, der senere blev til Ҫaykara og Ҫayeli.
Tekulturen i nutidens Tyrkiet
Den tyrkiske tekultur strækker sig til det nordlige Cypern og flere lande på Balkan.
Te er omdrejningspunktet for sociale sammenkomster i tehuse og tehaver, og siden den kom til landet, er den blevet en stor del af tyrkisk kultur. Faktisk så stor, at Tyrkiet i dag har verdens højeste teforbrug pr. indbygger med omkring 3,17 kg pr. person om året. Tyrkiet er desuden en stor eksportør af te og hører til blandt de førende eksportlande. Selv om landet har en lang kaffetradition, er te altså den mest udbredte varme drik. At byde gæster på te er en del af den tyrkiske gæstfrihed – noget man også oplever i basarerne, hvor man som kunde ofte bliver budt på et glas tyrkisk te som tegn på venskab og gæstfrihed.
Tyrkisk tepause
Vil man brygge te på traditionel tyrkisk vis, bruger man to stablede tekander, der kaldes çaydanlık, og som er lavet specielt til formålet.
Vandet koges op i den store, nederste kande. Derefter hælder man noget af vandet op i den lille kande ovenpå og tilsætter et par skefulde løse teblade, som giver en kraftig te.
Når teen skal serveres, bruger man det resterende vand til at fortynde den, så hver enkelt selv kan vælge, hvor stærk eller mild teen skal være.
Traditionelt drikkes teen af små, tulipanformede glas kaldet ince belli, som bogstaveligt betyder "smal talje". Formen holder teen varm og viser samtidig dens smukke røde farve. Da teen serveres rygende varm, holder man som regel glasset i kanten for ikke at brænde fingrene.
Te serveres ofte med to stykker sukker ved siden af, og det er usædvanligt at drikke den med mælk eller citron. Til eftermiddagsteen serveres der typisk kurabiye – tyrkiske søde eller salte småkager.
Tehuse og tehaver
Som nævnt er te omdrejningspunktet for sociale sammenkomster i tehuse og tehaver. Tehusene, kiraathane, er traditionelle tehuse primært for mænd, hvor man samles om brætspil – især backgammon – mens man nipper til teen. Tehaverne, Çay Bahceşi, er også meget almindelige steder at holde tepause. Her mødes venner og familier til lange snakke. Både tehuse og tehaver er populære turistattraktioner, for eksempel i Sultan Ahmet og Taksim i Istanbul.
Tyrkisk te hos Etnomat
Hos Etnomat har vi mange tyrkiske teer at vælge imellem, blandt andet fra mærker som Caykur, Dogadan og Topkapi. Vi har også te fra Rize, som nogle gange kaldes turistte. Klik her for at se hele vores tesortiment.
Har du lyst til noget sødt eller salt til teen, kan du kigge forbi vores kategori med slik og snacks her.